Publishers and literary agents please contact literarylyngby@gmail.com.
GAME OVER
- En roman af Peter Röder
”´What´d he say to you?´ ´Oh… well, about Life being a game and all. And how you should play it according to the rules. He was pretty nice about it. I mean he didn´t hit the ceiling or anything. He just kept talking about Life being a game and all. You know.´ ´Life is a game, boy. Life is a game that one plays according to the rules.´ ´Yes, sir. I know it is. I know it.´
Game, my ass. Some game. If you get on the side where all the hot-shots are, then it´s a game, all right – I´ll admit that. But if you get on the other side, where there aren´t any hot-shots, then what´s a game about it? Nothing. No game.” – J. D. Salinger, The Catcher in the Rye
“The choice is yours: Either pull your own strings and enjoy being in charge of your brief life here on Earth, or let others do it and spend your life being upset and controlled by the victimizers of the world. If you let them, they´ll do it gladly, but if you refuse to let them, the victim game will end completely as far as you are concerned.” – Wayne W. Dyer, Pulling Your Own Strings
“Writing unfolds like a game [jeu] that invariably goes beyond its own rules and transgresses its limits. In writing, the point is not to manifest or exalt the act of writing, nor is it to pin a subject within language; it is rather a question of creating a space into which the writing subject constantly disappears … [the writer] must assume the role of the dead man in the game of writing.” – Michel Foucault
“For man vinder ved at tabe og taber ved at vinde.” – Lao Tse
”´The game is done! I´ve won! I´ve won!´ Quoth she…” – Samuel Taylor Coleridge
”Snarere er det stålet jeg søger i min himmel.” – Bo Green Jensen
“Jeg taler meget om farverne.” – Michael Strunge
“To glory in self like a New Monster.” – James Douglas Morrison
When play dies it becomes the Game.
When sex dies it becomes Climax.
All games contain the idea of death . . .
This game reveals germs of truth, and death. – Ibid.
“…they act as though their motto were: let the dead bury the living.” – Friedrich Nietzsche
“Do as thou will shall be the whole of the law.” - Aleister Crowley
“The way of out of a room is not through the door. Just don´t want out and you´re free.” – Charlie Manson
“These children that come at you with knives, they are your children. You taught them. I didn´t teach them. I just tried to help them stand up.” – Ibid.
“What about your children?… You say there are just a few? There are many, many more, coming in the same direction. They are running in the streets – and they are coming right at you!” – Ibid.
“I got nothing to lose ´cause I´m going for the steel.” – Public Enemy
“You are blind, baby! You are blind to the facts of who you are ´cause you watch that garbage.” – Ibid. (She Watch Channel Zero)
“I aint selling my soul for this rap game – I aint digging no hole for this rap game, I tell you no it ain´t happening.” – Eminem (D12)
"Without contraries is no progression. Attraction and repulsion, reason and energy, love and hate are necessary to human existence. From these contraries spring what the religious call good and evil. Good is the passive that obeys reason. Evil is the active springing from energy." William Blake - Fra "The Marriage of Heaven and Hell"
Batman til Superman i Frank Millers Dark Knight Returns:
“You sold us out, Clark. You gave them the power that should have been ours. Just like your parents taught you to. My parents taught me a different lesson... lying on the street, shaking in deep shock, dying for no reason at all. They showed me that the world only makes sense when you force it to…”
”Det er vigtigt altid at lade kvinden bestemme grænsen for det opståede venskab, hvis man skal gøre sig håb om som mand at undgå den sexisme, man uundgåeligt er blevet påført af samfundet. Dette giver ikke mennesket mulighed for at vælge, om det vil være sexist, racist eller ej, men kun for at prøve at modvirke de negative handlinger en sådan lidelse forårsager. Er man ikke bevidst om sin lidelse vil man uundgåeligt skade den undertrykte med sine ”herrevibrationer”.” – Jacob Holdt
“…in my new wildness and freedom I almost welcome the bitterness of alienage.” – H. P. Lovecraft
“Dave: Wait a few seconds, then go into the hall. Open the first door to your
left and enter. Pick up the Hamster, then the Card Key. Open the Piggy Bank
and pick up a Dime. Exit and enter the door on the far right.
Syd: Go to the music room with the piano. Use the Cassette Tape in the tape
recorder and turn it on. Now use the piano to play a cool tune. Turn off the
tape recorder and pick up the Cassette Tape. Go to the Green Tentacle's room
and give him the Cassette Tape, he'll listen to it and then leave his own Demo
Tape on the bed. Pick it up.
Dave: Use the Paint Remover on the paint blotch. Enter the door. Find the
light and turn it on. Open the Radio. Use the Batteries in the Flashlight (not
the Old Batteries, they don't last long enough).”
– Fra en Maniac Mansion Walktrough
"Dette frem for alt, at nægte at være offer. Medmindre jeg kan gøre det kan jeg ikke gøre noget. Jeg må afsværge, opgive den gamle overbevisning om at jeg er kraftesløs, og derfor vil intet jeg kan gøre nogen sinde skade nogen. En løgn som altid var mere skæbnesvanger end sandheden ville have været. Ordet spil, at vinde og tabe spillet er slut, i øjeblikket er der ingen andre, men de må opfindes, det er ikke længere muligt, og alternativet er døden." - Margaret Atwood
Drømmenes bog
Jeg fandt en drømmenes bog. En drømmenes bog for Enden af Natten. For enden af nattens flod. Med vand som slukker al tørst. Med lys der oplyser alt håb.
Mit navn er Peter Lee, og i mit dagligdagsliv er jeg Bachelor i engelsk, for tiden på dagpenge, mesterspiller i skak og sortbælte i Kyokushinkai Karate. Jeg bor i København på Nørrebro. For en tid overvejede jeg at rejse rundt, og se hele verden, men da jeg havde set Stonehenge i Salisbury, England gik det op for mig, at jeg ligeså godt kan rejse i mine tanker og i mine drømme. At rejse i virkelighedens verden var et ensomt foretagende, der konstant hånede mine evner med vejskilte, orden og transporttider. En endeløs verden af lufthavne og unge piger og familier på vej rundt og ind og ud i verden – og jeg var et spøgelse i en hjemsøgt storby af glas. Hver fremmed var netop det – en fremmed – et ansigt som kom ud af regnen, ud af tågen og disen – og i Moskva ud af isen - gaderne, bilerne var skæve gaståger uden reel betydning. Hver storbyfremmed var en person som jeg ikke ville kunne tale med, fordi vi befandt os i to forskellige dimensioner. Som Wittgensteins løve. Husene var tårne af gråt stål og sort glas, som var praktiske parodier på Rimbauds højeste tårn. Hvad gør jeg nu blandt disse tårne? tænkte jeg.
På min drømmerejse fik jeg først H.P.Lovecrafts drømmerejsende helt Randolph Carter som drømmeguide, og senere mødte jeg – i den dybeste afgrund – for Enden af Natten – H.P.Lovecraft og Edgar Allan Poe.
Som sortbælte i karate behøvede jeg ikke at frygte gadevold, og mere end en gang løste jeg konflikter, der kunne have været blevet farlige. En aften var min ligegyldighed overfor min egen sikkerhed, og overfor denne verdens illusioner så stor, at jeg lod et slag fra en rocker gå ind som jeg ellers nemt kunne have pareret. Hans venner var over mig som en stime Piranha-fisk. Derefter vågnede jeg op og udskadeliggjorde dem forholdsvis simpelt en efter en.
På vej hjem smagte jeg på mit eget blod fra mine læber, og det gik op for mig at jeg måtte væk fra denne by. Men hvor hen når virkelige rejser var udelukket?
Klokken var henimod midnat og jeg vandrede rundt i den indre by, da jeg så en H.P.Lovecraft Antologi i vinduet på en ”Fantask” tegneseriebutik. Den var kaldt H.P.Lovecraft Omnibus 1 og ved siden af lå Omnibus 2 og Omnibus 3, der mere eller mindre udgør hans samlede fiktive værker. Hvis det han skrev var fiktion.
Jeg havde dem allerede. Jeg havde allerede læst dem. Hvad jeg var interesseret i var en illustreret Necronomicon af horrorkunstneren Giger. Eller selvfølgelig bogen som ikke eksisterer, troede jeg, Necronomicon af Abdul Alhazred, den gale araber, der, ifølge legenden, pludselig forsvandt på åben gade ved højlys dag, og påstod under store kvaler at blive angrebet af monstre som ingen andre kunne se. Jeg kunne lave noget research på nettet når jeg kom hjem, tænkte jeg. Hvad mon der sker hvis man skriver ”Abdul Alhazred” på søgemaskinen Google?
Da jeg vendte mig mod byen og natten og forberedte mig på at gå hjem gennem den delvise natur og delvise materielle intethed, så jeg døren til fantask åbne sig. Der var en mørk skikkelse i døren, og han bar en tændt lygte i venstre hånd. ”Kom,” sagde han. ”Jeg har hvad du leder efter.”
Jeg fulgte ham ind i butikken gennem de sædvanlige lokaler, som jeg kender, gennem bøger og tegneserier – jeg skimtede tegneserier som jeg kendte ”Watchmen” af Alan Moore, ”The Dark Knight Returns” af Frank Miller og et par serier bygget over ”Hellraiser” mytologien. Den firkantede kube ”Sorgens Konfiguration” havde fascineret mig en hel del. Jeg havde faktisk ledt efter den en overgang, og var kommet meget tæt på at eje den engang i Egypten, men et delvist deformt monster snuppede den ud af hænderne på mig, og forsvandt ind i et helligt stenmonument hvor jeg ikke kunne følge den. Det er sikkert godt for min sjælefred at jeg aldrig fik åbnet Portene til Helvede. Med hensyn til bøger var det bageste af lokalet fyldt med fantasy og Dungeon & Dragons bøger som jeg ikke kendte. Selvom jeg beundrede den kreative eskapisme i dem, regnede jeg ikke med at jeg kunne komme særlig langt, så jeg havde aldrig læst dem.
Fra nu af begyndte tingene at flyde. Jeg nåede at kiggede ind af en dør, der førte til et lager af bøger, og så store mærkelige aflange bøger, over en meter lange, og endeløse rækker af tegneserier i mange farver. Så overtog mørket mig. Jeg faldt i en dyb, vågen søvn. Jeg var vågen, og jeg sov. Jeg drev rundt – overtaget af et mørke – den mørke skikkelse i døren var dette mørke, og jeg var mørket.
Jeg hang nu i et totalt mørke. Et stjerneløst kosmos, hvor jeg føltes som centrum. Det gik op for mig at jeg kunne svømme i dette mørke, men jeg vidste ikke hvilken retning jeg ville svømme i. Der var intet at svømme imod. Jeg følte min krop, energien i min krop, og energien omkring mig. Mørkets energi. Evig rædsel eller evig glæde, alt efter hvordan jeg så på det.
Så hørte jeg en stemme sige: ”Jeg er H. P. Lovecraft! Hvad ønsker du fra mig? En rejse?”
Og jeg hørte en tvillingestemme sige: ”Jeg er Edgar Poe! Hvad ønsker du fra mig? En rejse? En historie?”
Jeg svarede og min stemme deltes i to – jeg var to personer – i to tider samtidig – i to nuer.
”Jeg er Peter Lee. Jeg kommer for at rejse. Det eneste som giver mening for mig er at drømme og at rejse.”
”Har du læst mine værker?”
”Ja.”
”Hvad synes du om ´Narrative of Gordon Arthur Pym´?”
”Spændende!”
”Og slutningen på ´At the Mountains of Madness´?”
”Lovecraft refererer til Poe i slutningen. Disse fugle som skriger…”
”Nok!”
”Læs Dantes ´Inferno´ - Han vil lære dig at rejse – du er ikke parat til at rejse med mig endnu!”
”Men…”
”Men tro mig: VI HAR SÅDANNE SYNER AT VISE DIG! Først må du gå med Dante og OPGIVE ALT HÅB sammen med ham i hans rejse gennem underverdenen.”
”Vent…”
Og jeg blev kastet ud af mørket, og ind i Københavns tomme gader igen, og foran mig på asfalten lå en bog.
Selvudvikling
Vågnede på min seng som fra en videofilm. Klokken var 16.41. Som sædvanlig havde jeg sovet for længe. Jeg er oppe hele natten, og får ikke nok ud af dagen. Der var noget hårdt under min dyne… jeg kiggede: En bog! Det var ikke Dantes Inferno – det var den frygtede ”Necronomicon”. Den kom med ønsket ”læs mig” ”læs mig ikke og jeg forsvinder”. Jeg havde altså et valg at træffe. Det var ikke det rigtige tidspunkt for mig at flirte med det okkulte, så jeg valgte ”læs mig ikke” og bogen forsvandt. ”Pyha!” tænkte jeg. ”Det var tæt på.”
Da jeg derefter fik taget mig sammen til at stå ud af sengen satte jeg vand over til kaffe og tog hundrede armbøjninger på knoerne. Det hjalp på humøret. Jeg havde noget jeg skulle gøre i dag.
Jeg spiste morgenmad imens ”Mad Max” kørte på min video. Jeg så kun slutningen, og da den var forbi, så jeg hvad der var på CNN og BBC World.
Jeg forlod min lejlighed, og gik ud i den varme sommerdag. Jeg skulle aflægge et besøg hos en mand, som havde fremstillet noget, som jeg anser for skadeligt. Jeg ville gøre et forsøg på at få ham på en bedre kurs, og forhindre ham i at blive ved med at skade, manipulere og undertrykke andre.
Da jeg gik ind i hans forstadshus ved midnatstid glædede jeg mig ved den kommende seance. Kommende Reqium og Messe. Det var pay-back-time. Mad Max. Slutningen.
Intet interesserede mig bortset fra at fange manden så hurtigt som muligt. Hans såkaldte omgivelser og hjem er ikke vigtige. Jeg gik direkte op til hoveddøren og sparkede den ind med et simpelt og brutalt spark. At dette er muligt, må chokere sikkerhedsfolk. Inden i hans hyggelige stue sad han og så tv med sin kone. Jeg bad konen om at forsvinde så hurtigt som muligt, fordi jeg havde noget at snakke med hendes mand om. De var begge dybt chokerede, selvfølgelig, men havde ikke nået at reagere. For ikke at skabe en pinlig scene pacificerede jeg manden med et slag på kæben. Rystelserne får dermed enhver til at besvime.
Da han vågnede op igen var han i min lejlighed bundet til en stol. Jeg sad på min seng overfor med krydsede ben. På videoen kørte ”Dommedag Nu - Redux”.
”Hvor er jeg?” mumlede han og kiggede overrasket på mig.
”Hvor var du? Jeg mener, hvor var du? Hvad tænkte du på? Hvorfor gjorde du det?”
”Gjorde hvad?” spurgte han. ”Hvad ønsker du af mig? Hvorfor har du gjort det her?”
”Du laver reklamer.”
”Reklamer? Og hvad så… jeg står for…”
”Jeg er ligeglad med hvad du står for. Du er ansvarlig for adskillige reklamer, og derfor må du lære noget før jeg kan sætte dig fri.”
”Lære… men… jeg…” Han var forvirret. Øjensynligt havde han aldrig lært noget før.
”Vil du have en kop kaffe, økologisk kernemælk med citron, tranebærsaft, økologisk sødmælk, økologisk multifrugtjuice, te…?”
”Øh… nej, tak…” sagde han forvirret efter en pause, hvor jeg stirrede på ham.
”Personfiksering er undertrykkende. Jeg vil gå ned på dit niveau og sige at du er en undertrykker. Dit arbejde er dybt undertrykkende og neuroseskabende. Du må bære ansvaret for dødslejre og anoreksi. Dig og din slags. Det er jer der opfordrer til sammenligning. Det er jer der opfordrer til konkurrence. I har en interesse i at skabe hjernedøde forbrugerzombier, Irmaslaver, og derfor forsøger I at plante så mange neuroser som muligt. Jo mere irrelevant sammenligning mellem mennesker og jo mere irrelevant konkurrence og jo mindre ansvar for sit eget liv, jo bedre for jer. Et samfund som er bygget på forbrug. Systemet ville alvorligt forringes hvis mennesker pludselig blev opmærksomme på hvad de har behov for, men det prøver personer som dig, gennem deres samfundsnyttige, det er virkelig samfundsnyttigt, arbejde at forhindre dem i. Folk skal holdes i en tilstand af forvirring og rædsel, men det prøver jeg at forhindre. Folk må have besked. En sandhed må frem. Koste hvad det vil.”
Jeg gik ud i køkkenet, åbnede mit køleskab og hentede nogle oliven med mandler. Jeg spiste to og følte mig vanvittigt forfrisket.
”Oliven?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.
”Jeg fortsætter… Sagen er at reklamer forsøger at understrege, at middelmådighed er normen, at der overhovedet eksisterer normer der bør følges, at man skal organisere sit liv efter hvad andre mennesker tænker om én, at tænkning er vigtigere end ord, at dumhed er sikrere end intelligens. I prøver at gøre folk så dumme som muligt, så de forekommer sympatisk for et folk med en enorm mindreværdsfølelse, en befolking af sammenlignere, af ofre. Og hvem gør dem til ofre? Det gør I, undertrykkerne…”
Jeg spiste en oliven til, og følte mig tør i halsen og tørstig.
”I forsøger at fremstille dette offer-undertrykker spil som om det er sjovt og naturligt. Som om det er normalt, hvilket i sig selv er en undertrykker. I forsøger at overbevise folk om at de ingen som helst kontrol har over deres følelser, og at det er helt i orden at føle sig elendig. Og I opfordrer til at andre mennesker overtager kontrollen over ens liv, som i et fascistisk system. Det er meget nemmere bare at råbe ”Sieg Heil!” end at tænke selv, tage sin egne beslutninger, styre sit eget liv. Det er nemmere at blive styret end at styre, dvs. styre sig selv. Men nu har jeg snakket nok. Det er på tide at du lærer noget.”
Jeg vendte hans stol om så den pegede imod mit spisebord, hvor jeg havde lagt fem bøger: ”Your Errouneous Zones” af Wayne Dyer, ”Raskolnikov – Forbrydelse og Straf” af Dostojevskij, ”Således talte Zarathustra” af Nietzsche, en ”Collected Poems” af T.S.Eliot og ”Det Absolutte Spil” af Bo Green Jensen.
Jeg vil give dig et par uger til at læse disse bøger, og så vil jeg have et essay om dem, og hvad du har lært. Han så ud som om han var blevet GAME OVER i et computerspil.
GAME OVER stod skrevet over hele hans ansigt. I dette øjeblik var han en levende modsætning til sine egne idealer.
”Men… jeg har allerede læst… noget af… Forbrydelse og Straf,” prøvede han.
”Man kan ikke bade i den samme bog to gange,” sagde jeg. ”Ved du hvorfor?” Det vidste han ikke. ”Fordi både bogen og en selv hele tiden er i forandring. Mest en selv.”
De næste par dage læste han. Jeg gav ham mad og kaffe regelmæssigt. Vi blev gode venner. Jeg kunne godt lide ham. Han var et stykke natur. Næsten abe, men alligevel noget andet, noget uvist. Måske endda noget menneskeligt, hvem ved?
Vi begyndte at diskutere litteratur, psykologi og kunst. Filosofi holdt vi os fra. Filosofi er død. Nietzsche dræbte den. Sandheden er begrænsende. Derfor måtte filosofi opgive livet som Jesus på korset med Nietzsche som den ultimative Pilatus. Hvis der kun er EN sandhed, så er den et fængsel. At vide dette er frihed.
”Hvorfor har jeg givet dig ´Det Absolutte Spil´ af Bo G. Jensen” spurgte jeg retorisk. ”Det er for at vise dig at der eksisterer sådanne mennesker i DANMARK i KØBENHAVN! Sensationelt, ikke?”
Her en af disse dage måtte jeg tage på en lille rejse til Helsingør. Jeg efterlod den tidligere undertrykker, som nu var mit midlertidige offer, derhjemme til studierne. Hvis han ville se tv kunne han kun se CNN, BBC World, National Geographic, Animal Planet eller Discovery. Ingen dansk tv, for disse kanaler var ikke indlagt på mit tv. Alt andet lige, kunne det være interessant at følge med på CNN. Terrorangrebene – to fly som hamrede ind i World Trade Center og sænkede dem, tvillingetårnene, og et fly som smadrede ind i Pentagon. Og jeg er stadig… waiting for a mission… getting softer… while Charlie squats in the bush he gets stronger… som Willard siger i Dommedag Nu. Jeg stod og kiggede på tegneserier og bøger i Fantask da terrorhandlingerne fandt sted. Jeg kiggede på Necronomicon af Abdul Alhazred. Jeg kiggede på denne Dødebog, som jeg senere afslog at læse, imens folk sprang ud af vinduerne fra World Trade Center.
Nørreport station
Jeg gik indad imod Nørreport station for at tage toget. Det var hyggeligt at gå ned af hyggelige, dejlige Nørrebrogade, mit hjem, som var fyldt med bræk og regn. Heldigvis skyller regnen byen ren. En dag vil der komme en stor tidebølge og skylle hele verden ren.
Tæt ved Nørreport station. I en butik som hedder ”Rockuglen” så jeg forsiden af en videofilm, som overraskede mig meget. Det var den hollandske exploitationfilm ”Faces of Death”. På forsiden er tegnet billeder af en henrettelse i den elektriske stol, en henrettelse ved halshugning og et billede af en af tvillingetårnene i brand i nøjagtig samme højde som det første fly eksploderede i. Denne film er lavet mange år før angrebene. Og det er ikke engang løgn. Du kan selv undersøge det.
I krystalgade biblioteket lånte jeg Dantes Inferno, og læste cirka halvdelen siddende ved et bord på anden sal med udsigt over forhallen.
Senere i toget kiggede jeg på træerne og markerne som passerede forbi vinduet og følte mig godt tilpas. Måske var virkeligheden ikke så dårlig alligevel. Måske havde jeg snydt mig selv med det her Randolph Carter trip. I toget drak jeg en kop kaffe, som jeg havde købt ved Nørreport station – og følte mig forholdsvis lykkelig. Det var en tvetydig følelse. For det første følte jeg mig glad for at rejse alene, på den anden side havde jeg en følelse af melankoli, af at være down at the end of lonely street, af at være blevet GAME OVER i et computerspil, hvor jeg havde spillet godt og kæmpet hårdt.
Køer, træer, gule marker passerede skinnerne. Det er utrolig så hurtigt man kommer ud i naturen, væk fra København. Regnen fortsatte og syntes at bringe håb om natur og mening.
Regnen havde GAME OVER natur. Den bragte håb om et nyt spil, om livets stadige forandring, om Universets store magt til at skabe.
